Danske virksomheder oplever i stigende grad krav og forventninger fra omverdenen om at integrere bæredygtige tiltag i deres arbejde. Disse krav kommer blandt andet fra erhvervskunder, offentlige instanser og investorer.
Hvad er ESG?
En central del af denne indsats består i, at virksomheder skal kunne dokumentere og evaluere både deres egen bæredygtighed og deres produkters bæredygtighed inden for de tre hovedområder: miljø (E), sociale forhold (S) og god selskabsledelse (G).
Altså er ESG er en metode til at organisere en virksomheds arbejde og krav med bæredygtighed. De forskellige nøgletal i ESG giver indsigt i virksomhedens miljø- og klimamæssige, sociale samt ledelsesmæssige forhold.
Det er vigtigt at bemærke, at disse nøgletal ikke handler om økonomiske forhold som i et traditionelt regnskab, men derimod om ikke-finansielle aspekter af virksomhedens bæredygtighedsarbejde. Dette kan eksempelvis være virksomhedens vandforbrug og CO2-udledning.
Gode grunde til at arbejde med ESG
- Du er foran med nye lovkrav
- Du gør din virksomhed mere attraktiv for investeringer
- Du imødekommer omverdenens forventninger om gennemsigtighed.
- Du opdager muligheder for forbedringer i virksomheden.
Næsten alle brancher og virksomhedstyper vil på et eller andet tidspunkt blive nødt til at arbejde med ESG. Det kan for eksempel være et krav fra investorer, interessenter eller medarbejdere.
Environmental (E)
Miljø- og klimaforhold, såsom CO2-udledninger, klimaændringer og tilpasning, forurening, vand- og havressourcer, biodiversitet, økosystemer og cirkulær økonomi.
Social (S)
Sociale forhold, såsom arbejdsforhold for både din egen arbejdsstyrke og arbejdstagere i værdikæden, samt påvirkede samfund, forbrugere og slutbrugere.
Governance (G)
Forhold vedrørende virksomhedsadfærd, såsom virksomhedskultur, beskyttelse af whistleblowere, antikorruption og politisk engagement.
Hvordan skal jeg forholde mig som SMV
Selvom der i øjeblikket ikke er et lovkrav om ESG-rapportering for SMV’er, der ikke er børsnoterede, vil du sandsynligvis alligevel blive mødt med krav fra dine interessenter. Derfor kan det være en god idé at begynde at dokumentere dine bæredygtighedsinitiativer.
Selvom lovgivningen ikke nødvendigvis påvirker dig direkte, kan du som leverandør til større virksomheder blive underlagt deres krav, eller du kan have investorer, der forventer dokumentation for dine bæredygtighedsforanstaltninger. Desuden kan kunder vælge at fravælge din virksomhed, hvis de ikke kan se, hvordan du arbejder med bæredygtighed.
At være på forkant med de kommende krav kan derfor give dig en fordel, selvom det er frivilligt at starte nu.
Start med ESG-rapportering allerede i dag
En god tilgang til at komme i gang med ESG er at evaluere, hvilke bæredygtighedsinitiativer der er relevante for din virksomhed og dens omgivelser. En effektiv metode til dette er dobbelt væsentlighedsvurdering. Denne metode går ud på, at du som virksomhed identificerer vigtige bæredygtighedsområder og samtidig overvejer både, hvordan din virksomhed påvirker samfundet, og hvordan samfundet påvirker din virksomhed. Hvis din virksomhed har en positiv eller negativ indvirkning på miljø, sociale forhold eller økonomi, kan det være et centralt ESG-fokusområde at arbejde med.
Vurderingen vil hjælpe med at identificere de ESG-områder, der er mest relevante for din virksomhed at fokusere på. Når du har valgt de indsatsområder, du vil prioritere, kan du begynde at dokumentere din ESG-rejse. Husk at lave regelmæssige evalueringer, så din bæredygtighedsstrategi forbliver opdateret og veldokumenteret. Du kan bruge ESG-skabelonen fra Virksomhedsguiden som et nyttigt redskab til at komme godt i gang.